HOS Fjordsang
Specialiseret undervisning og dagbehandling der henvender sig til elever i 0.-10. klasse, der har behov for et særligt tilrettelagt undervisningsforløb.
Et trygt og struktureret læringsmiljø
Skolen Fjordsang er et skoletilbud for elever fra 0.-10. klasse, der har behov for et særligt tilrettelagt undervisningsforløb med integreret dagbehandling. Vores målgruppe er børn og unge, der enten har været en del af grundskolen eller har brug for en særlig pædagogisk indsats fra starten.
Vores tilgang bygger på udviklingspsykologi, systemisk tænkning og narrativ forståelse, med et stærkt fokus på low arousal, samt mentaliserende og anerkendende pædagogik.
Vi arbejder ud fra, at alle børn gerne vil være en del af et fællesskab, og derfor spiller klassefællesskabet en central rolle hos os. Gennem troværdige og meningsfulde relationer til voksne skaber vi tryghed, der understøtter elevernes faglige, sociale og personlige progression.
Vores mål er, at eleverne på sigt kan overgå til et mindre indgribende skoletilbud – dette sker i tæt samarbejde med forældre, sagsbehandlere og PPR.

Tilgang og pædagogik
På Fjordsang arbejder vi ud fra en mentaliserende og anerkendende tilgang, hvor tydelighed, forudsigelighed og struktur er en naturlig del af undervisningen.
Vi lægger vægt på:
- Tæt relationsarbejde – stabile og trygge voksne
- Individuelt tilpassede undervisningsforløb
- Inkluderende klassefællesskaber
- Fokus på overgangen til mere selvstændig skolegang
- Vi spejler os i folkeskolens struktur, men tilpasser undervisningen til den enkelte elevs faglige og sociale behov.
Faglig og praktisk læring
Skolen Fjordsang tilbyder en fuld fagrække og følger Folkeskolelovens bestemmelser, herunder:
- Praktik
- Brobyging
- Nationale test
- 9. og 10. klasses afgangsprøver
Derudover har vi en praksisnær undervisningstilgang, hvor eleverne kan arbejde i:
- Musiklokale
- Træværksted
- Gymnastiksal
- Naturskønne udendørsområder med boldspil og legepladser
Eleverne er inddelt i grupper, hvor vi tager hensyn til alder, klassetrin og individuelle behov.
Samarbejde og individuelle planer
For at skabe den bedste udvikling for den enkelte elev arbejder vi tæt sammen med:
- Forældre
- Sagsbehandlere
- PPR og øvrige fagprofessionelle
Hver elev har en individuelt tilpasset handleplan, der justeres løbende i dialog med familien og kommunen.
Fysiske rammer og faciliteter
Fjordsang er en hyggelig, nyistandsat skole tæt på Holbæk centrum. Skolen er opdelt i to afdelinger:
- Indskoling og yngste mellemtrin
- Ældste mellemtrin og udskoling
Klasserne er indrettet som traditionelle skolelokaler, men med mulighed for at trække sig tilbage i mindre rum.
Vi skaber en almindelig skoledag, der er genkendelig for eleverne, men samtidig tilpasset deres individuelle behov.
Lovgrundlag
- Folkeskoleloven (specialundervisning og afgangsprøver)
- Barnets Lov §32 (særlige støtteforanstaltninger)
Målgruppe
Elever i 0.-10. klasse, der har behov for et særligt tilrettelagt undervisningsforløb. Vores elever har ofte udfordringer som:
- Autisme og andre udviklingsforstyrrelser
- Opmærksomhedsforstyrrelser som ADHD og ADD
- Tilknytningsvanskeligheder
- Skolefravær
- Komplekse traumaer
Kognitivt ligger eleverne typisk inden for eller lige under normalområdet.
Fakta Fjordsang
Klassetrin: 0.-10. klasse
Antal pladser: 50
Undervisning: Fuld fagrække i henhold til Folkeskoleloven
Adresse:
Kærsangervej 21-23
4300 Holbæk